Det er slet ikke dårligt. Indholdsmæssigt er det en interessant historie. Jeg kan virkeligt godt lide din formulering "Jeg synes, du er noget værd" - for på mange måder siger den mere end 'jeg elsker dig'. Hvor sidstnævnte siger noget om én selv, hvordan man selv føler, siger din formulering noget om den anden. Den synes jeg faktisk, er virkelig god!

Derimod er der noget ved dit formsprog. Du skal beslutte dig for, om du vil rime eller ej. Det her sporadiske virker lidt lallet. Som om, du har haft en ide om, at digte gerne skal have et rim i dem. Det kan de også godt, men så skal det være helhjertet. Jeg synes, du er absolut bedst, når du ikke rimer. For det virker som om, at det holder dine ord tilbage. Når du har smerte og skal have det til at rime på hjerte, så begrænser det dig. Er min opfattelse. Derfor synes jeg, du bare skal springe det over.
Og så sætning "Fordi du vil jo ej mig" - der er altså ikke nogen stedet udover i salmer og festsang, at man hører 'ej' blive brugt på den måde ;-)

Du er meget ærlig i dit digt. Sådan føles det i hvert fald. Og jeg synes, det rammer en følelse godt - en blandet følelse af længsel og et ønske om at kunne forlade. Fortælleren ved godt, at manden er dårlig for hende og ikke er interesseret i hende; men det får ikke følelsen til at gå væk.
Og så det tidslige aspekt er godt medtaget. For man kender aldrig historien på de folk, man giver sig hen til. De kommer ikke med bedømmelse fra tidligere kærester. Og tiltro og tillid er som bekendt nødvendige for kærlighed, så der er sgu' ikke andet at gøre end at rejse sig op og blive ved med at håbe.

Jeg kan godt lide dit digt.

Jeg kan lide tilgangen til livet. Vi er alle kastet ind i det ufrivilligt, og vi vælger ikke vores egen begyndelse - men nu hvor vi er her, kan man lige så godt prøve at få noget fornuftigt ud af det. Hvad end det så skal være.

Det er gode rim, du benytter i digtet. Det er helt åbenlyst, at de rimer - og du har ikke snydt med nogen af dem; som man ellers ser mere og mere *Ho-Medina-ST*. Så det er godt håndværk, og det sætter vi pris på :-)

Noget, jeg synes, du skal arbejde med, er dine versefødder. Du skal tænke over, hvor mange stavelser du lægger i hver linje. For når stavelserne ikke passer, forstyrrer det digtets rytme. Det gør det simpelthen mere irriterende at læse.

Eksempel:
"Vokser op og skal vælge sin egen smag" - 10 stavelser

"Håber alt vil gå med kærlighed og flid" - 11 stavelser.

Det fik mig til at snuble over ordet 'kærlighed'. Det kan du substituere med et ord på 2 stavelser i stedet. Fx 'Kærtegn'. Det vil bidrage positivt til digtets rytme, og det vil hjælpe mig som læser - så jeg kan læse ordene flydende uden at halte

Der er noget udpræget associationsagtigt over teksten, som om du ikke har vidst, hvor du ville ende, da du begyndte. Derfor ser jeg også teksten som meget laginddelt. Sætningerne hænger godt nok sammen, men der sker samtidigt en udvikling med personen.

Første del rummer kraft og viljestyrke. Empowerment. En rettethed og en stilen, beslutningsfasthed.
Derefter går teksten til et meditativt stadie. Selvet, musikken, aleneheden er et frirum.
Så til er performance-stadie. Personen kan være det, som vedkommende ønsker. Personen kan påtage sig en maske netop på grund af distancen til det ydre, i kraft af frirummet.

Så kommer den sidste erkendelse, hvor personen når frem til, at vedkommende foretrækker sin empowerment performance. Sin cat-walk. Hun har ingen interesse i at falde i ét med væggen - men styrken findes i kraft af frirummet, i kraft af distancen til verden.

Teksten er godt skrevet. Utvivlsomt. Det er mange ting, du har sat sammen, og hvor rodet den end kan forekomme, er der bestemt en rød tråd. Eller det oplever jeg i hvert.
Jeg har svært ved at sige så meget til det ellers. For sådan en skrivestil irriterer mig personligt ret meget - det moderne/post-moderne - men samtidigt må jeg også konstatere, at det er dét, som bliver efterspurgt i litterære kredse.
Jeg vil mene, at du har en vis portion talent (baseret på denne ene tekst).
Der er i hvert fald noget, der er værd at udvikle.

Mit eneste råd er bare en opmærksomhed: Når man skrive så kort og så bevidst vagt, som du gør, kræver en tekst meget mere gennemarbejdning, end man tror. Hvert ord skal vendes. Det ved du muligvis allerede, men det kan ikke skade at få det gentaget :-)

Jeg vil gerne kommentere på selve skrivestilen, fordi det er det, jeg mener, at Fyldepennen handler om. At udvikle sig som forfatter. I en klumme er det godt nok lidt svært at skelne form og indhold, men jeg vil forsøge.

Du har et flot og varierende sprog, og din sprogbrug minder meget om det, man finder indenfor journalistikken. Så i den henseende, synes jeg, du lykkes ret godt. Du ved, hvad du laver, ingen tvivl om det.
Men jeg har en følelse af, at du har satset en del på en pow-effekten. Som om du har tænkt, at den her tekst ordlyd vil chokere og fornærme. Og det tror jeg faktisk ikke, at den gør - det er mit personlige indtryk og desuden vurderet på de øvrige kommentarer. Mit umiddelbare indtryk er, at du har en rigtig god fornemmelse for din egen generation, men mindre for de foregående. Jeg tror, du ser en større adskillelse, end folk som er ældre, oplever. Og når chok-effekten ikke virker, skal man have en back-up

Det synes jeg egentligt, at du har. For selve beskrivelsen af Generation Fucked up er udmærket. Din beskrivelse af presset fra familien, og hvad man vel kan kalde et eksternt Man eller 'ældre værdier' er dygtigt formuleret og godt fremanalyseret. Skulle du gøre noget bedre, vil jeg foreslå, at du kom endnu mere omkring det. Der er meget fokus på at gå den vej, som værdierne er imod - men hvad presset for at følge dem? Presset for karriere, villa, vovse, Volvo. Du nævner det kort, og at det skæmmer dig - men jeg kunne godt tænke mig, at du gik mere på oplevelse i den følelse. For at identificere et krydsfelt. Hvorfor er Generation Fucked up bange for det, som de gamle værdier ser som det vigtigste? Jeg tænker, det kunne være interessant.

Anyway, du slutter godt. Sætningen: "En ordentlig ung pige" siger det bedst, synes jeg. For det har et implicit 'bør' - det er de forventninger, omverdenen har, og som Generation Fucked up er udmærket klar over, men ikke har interesse i at leve op til.
Så spørgsmålet er, hvem der har definitionsretten for en generation. Den selv eller tidligere generationer.

Den sidste sætning synes jeg, skal omformuleres. For jeg ser ikke modsætningsforholdet. Selv hvis I er fucked up, er I vel stadig "bare unge mennesker, formet af dagens Danmark".

Opsummeret: Teknisk godt, men tænk lidt mere over din læser. Vi er ikke lavet af glas :-)

Et flot stemningsbillede.

Spørgsmålet er, om solopgangen skal være blodrød. Jeg læser resten af digtet som værende blødt og varmt, og som en følelse af at give slip og gå i en meta-oplevelse. Helt meditativt.
Hvor ordet blod-rød snarere lyder ildevarslenede. Jeg føler ikke, det passer med de øvrige metaforer - men det er måske meningen? At friheden kommer med en pris.

Jeg tænker også lidt over referencen til Portishead. Jeg kan virkeligt godt lide idéen med at basere sit digt på en følelse eller oplevelse, som formidles af musik. Det har jeg selv gjort en del. Det er trods alt det, det at være sangskriver handler om.
Men jeg er ikke enig i, at digtet her rummer samme budskab som Portisheads sang, og så har jeg lidt sværere ved at se linket. For mig er Portisheads sang en melankolsk længsel. En underspillet, stille depression. Men det er en fortæller, der i høj grad stadig er tilstede i sin depression og føler den - hvorimod digtet her handler om at give slip.

Jeg synes, der er meget positivt at finde i det her digt. Især for et 1. gangs. Der er en fornemmelse for rytme, en fornemmelse for ord og metaforer. Og vigtigst af alt formår det at formidle en oplevelse. Så jeg synes, der er meget at tage med videre :-)

Jeg har en fornemmelse af, at du fandt på den første linje, og så kom resten af digtet til derfra. Jeg synes tit, at den måde at bygge en tekst op på (at tage udgangspunkt i en enkelt sætning) er uholdbar, men her virker det faktisk ret godt for dig.

Jeg kan godt lide formen på dit digt. Den rent fysiske form, som hvis ordene ikke betød noget. For den form understreger hele tanken bag virkeligt godt.Jeg kunne have ønsket, at "Fik du købt mælk" var en længere sætning af samme længde som de indledende fire linjer. For det ville i højere grad understrege idéen om, at man godt kan forsøge at lege, at nu er der kun os og bryde strukturerne. Ikke desto mindre vil de finde deres indtog igen.
På den her måde kunne formen i endnu højere grad understrege indholdet.

Jeg kan godt lide digtet. Det er en sørgelig beskrivelse. Især delen med børnebøgerne ramte godt. Jeg ikke sikker på bøger sidder, men det er en god måde at beskrive fraværet af moderen. For det ligger i essensen i at være mor, at man skal tage sig af sit barn og vise det interesse. Støvet vidner kun alt for meget om svigtet.

Samme indtrægende beskrivelse finder jeg i 'grinet'. Mange tekster skriver, om grin der forsvinder. Du skriver, det aldrig har været der. Det giver meget mere dybde på din måde.

Jeg skrev i en anden kommentar, at dine rim ikke fungerede i den tunge tekst, men at de potentielt godt kan gøre det. Det potentiale er udlevet her. Her fungerer rimene i de tre sidste linjer.

Jeg er ikke ret vild med det her digt.
Der skurer for mig, at du tager så tungt et emne og så smider små rim ind, der næsten gør det lystigt. Den slags kan godt fungerer, det synes jeg bare ikke, det gør her. Jeg tror, det hænger sammen med, at rimene er så inkonsistente. De kommer lidt tilfældigt og nogle gange forceret. Fx at digtet må bruge den forkerte form af retfærdig (retfærdigvis), for at det kommer til at lykkes.

Der er dog ting, jeg godt kan lide. Fx at du lader billederne tale for sig selv. Du fortæller, og så lader du mig selv denne et indtryk. Digtet fortæller mig ikke, hvad jeg skal synes, og det sætter jeg pris på. :-)
En anke mod dette er dog, at billederne nok også bliver for generelle. De ridser kun lige overfladen. Jeg vil foreslå dig, at du tager fat i de mere oplevelsesprægede dele. Fx skriv noget mere om mavepinen, der ikke forsvandt med tæskene; den mangelfulde morgenmad, der kun var toastbrød. Så vil du i langt højere grad fange mig. Fordi det er dér, teksten går ned i et dybere lag. Det er her, man kommer væk fra alle de kliniske udtryk.

Det er virkeligt smukt. Sproget er decideret poetisk (hvilket bestemt ikke er en selvfølge for et digt). Jeg må indrømme, at jeg ikke fuldt forstår digtet, udover at det er en beskrivelse af relationen.
Dette skal dog ikke ligge digtet til last. Det taber det faktisk ikke noget ved.

Der er ganske få ting angående flowet, som jeg ville se på, hvis jeg var dig. Det fungerer virkeligt godt hele vejen igennem med undtagelse af to måske tre steder, hvor jeg gerne så, at der blev ændret lidt. Det er petitesser, men jeg synes virkeligt,at digtet viser potentiale:

Linjen: "undsluppet tid". Det generer mig lidt, at et så kort stykke tekst bruger ordet tid to gange. Kunne man bruge momenter eller lignende i stedet?

Linjen: "folde hjørnerne" - den passive form (infinitivet) ødelægger flowet. Alt andet er skrevet i nutid, så dette burde også være det.

Linjen "udjævne ark" - den linje er lidt mystisk for mig. Mener du ujævne?

Men virkeligt godt. Jeg er vild med dit ordforråd generelt. Det er bredt, passende og indlevende. Lige nøjagtig dets brede og referencer til abstarkte begreber vil jeg mene, er en af de største forcer her i digtet.

Historien fungerer godt. Jeg kan bedst lide de steder, hvor du anvender direkte tale. Det fungerer flydende, og jeg tror på, at det er noget, personerne vil sige. Især drengen taler godt og kommer med nogle gode kommentarer. Jeg synes, han er den bedste af dine to figurer.

De afsnit, hvor du ikke bruger direkte tale, synes jeg ikke, fungerer lige så godt. De meget korte sætninger giver et forhastet indtryk. Når du fortæller om spøgelserne, føler jeg ikke, at du kender dem godt nok.
Manden har ledet et mytteri, men hvorfor skulle det få ham til at føle traumer? Hvorfor spøgelser i flertal og ikke bare spøgelset af kaptajn Fidero?
Alt, der har med hans fortid at gøre, synes jeg fungerer mindregodt.

Men som nævnt er drengen god. Det er et interessant forhold, hvor der stilles spørgsmål ved, hvem der tager sig af hvem? En gensidig afhængighed, som barnet er modig nok til at indrømme, men ikke protagonisten.
Det fungerer godt, at det ikke er hans biologiske barn. Det får den gradvise tilnærmelse til at være troværdig og interessant.

Rent teknisk ville jeg have linket første beskrivelsen af barnet bedre med beskrivelsen i drømmen. I starten beskrives han med krøllet hår og blå øjne. I drømmen med krøllet, sort hår. Jeg havde nævnt det sorte hår i starten, selvom det går udover engle-lignelsen (engle er typisk lyshårede). Det gør linket mere intuitivt.

Du kan sagtens være tiflreds med denne tekst. Den er god :-)

Et fint digt. Synes ikke, det er prangende, men meget fint.

Det har et centralt og godt budskab. Man skal gøre sig klart, hvem man er, og hvad man selv står inde for. Det er en rigtig god pointe, at hvad man gør, bør handle mere om interne faktorer (selvrespekt) frem for eksterne (tilliden til den anden).
Det handler om at finde en balance - hvor langt vil jeg gå af mig selv, og hvor langt vil jeg gå yderligere for din skyld?

Det sidste linje kan jeg ikke helt forstå. Den virker unødvendig på mig. For mig at se, så bidrager den ikke med noget nyt. Egenligt gør den mest bare det hele mere forvirrende.
Jeg undrer mig over, at du skriver, at selvrespekten leger med den indre overbevisning. For gør den det? Jeg vil mene, at selvrespekten er en meget konservativ ting, der sørger for at fastholde selvet. Derimod vil jeg sige, at tilliden leger med de indre overbevisninger. For det er tilliden til den anden, som kan få os til at revurdere os selv.

Jeg synes, det er et godt emne, du har valgt at behandle i digtet. Men det virker som om, det kunne trænger til lidt mere finpudsning. Synes ikke, det er et problem, at det er kort; men så kunne jeg godt have ønsket mig det skarpere.

Et smukt digt.

Det jeg rigtig godt kan lide ved det, er den ambivalens, der ligger i jeg'ets ofring. Dels er det et smukt udtryk for kærlighed, når man ofrer sig for en anden ("brug mig, udnyt mig"); dels er der noget uhyre sørgeligt over samme - hvordan jeg'et kommer til at opgive sin egen identitet, jeg'et lever for den anden.
Der er ikke noget, der tyder på, at jeg'et på nogen måde fortryder dette offer - der finder bekræftelse af sig selv i offeret. Jeg'ets manglende identitet, manglende selvstændighed, giver det netop den identitet, som det ønsker.
Så kommer et nyt spørgsmål frem: Gør jeg'et den anden en bjørnetjeneste? Når jeg'et siger "Jeg vil være din rustning, jeg vil være dit skjold", for hvis skyld gør jeg'et det så egentligt? Det virker som om, det er for sin egen skyld. Tanken om at leve uden den anden er så ubærligt for det, at det er villig til at ofre sig selv. Men er den anden interesseret i dette?
Jeg synes her, at der er en flot distinktion mellem i første strofe at skrive "lad mig være" og i andet det mere krævende "jeg vil være". I det sidste er det tydeligt, at jeg'et handler på egne vegne og umyndiggør den anden.
Så er digtet dybest set smukt eller foruroligende?

Der bliver sagt virkeligt meget i digtet på lidt plads. Det er flot fået frem. Det er helt bestemt et velskrevet digt.

Det er et godt digt.

Vinden fungerer virkeligt godt som metafor for tiden - hele det billede, du maler med vinden, havet og mågerne er smukt. Ligheden mellem måger og mennesker bliver helt tydelig. Desuden er der noget melankolsk over valget af netop hav og måger, som understreger stemningen. Metaforen er bestemt digtets force.
Det irriterer mig, at du skriver "jetten Thor", da Thor ikke var en jette, men en ase. Den slags synes jeg, du skulle have haft styr på. Men selve billedet ved at bruge ham, er velvalgt, da det på mange måder understreger, hvorfor digtet her overhovedet eksisterer. Hvorfor der er forandringer i tiden og med disse også en vis vold i sig. Tiden kan rive folk fra hinanden.

Jeg ved ikke hvorfor, men episoden fra campingturen giver mig ikke så meget en følelse af nostalgi, som den burde gøre. Jeg vil mene, at tanken bag er helt rigtig - det skaber noget konkret, noget at forholde sig til; det er et hyggeligt minde, og man kan forstå, det er savnet. Men det kommer ikke til live for mig. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Jeg tror, det kan skyldes, at der mangler flere sanseindtryk. Duften af havet, følelsen af solen, smagen af rødvinen. Det kunne måske have gjort denne del endnu mere nærværende.

Du skriver virkeligt godt, og digtet har et meget professionelt skær over sig. Du ved, hvad du gør, og du kender tydeligvis dine virkemidler. Det var fedt at læse dit digt :-)

Et egentligt velskrevet essay.

Jeg er ikke enig i dit indhold, men siden, det er et essay og ikke et debatoplæg, vil jeg nøjes med at kommentere på formen.
Eneste kommentar til indholdet: Der bor godt 16.000 mennesker i Nuuk. Hvis der så er 2-3 aborter om dagen blot blandt dem (man må regne med, at ca. halvdelen er mænd, og der er også ældre og børn blandt) - det har jeg lidt svært ved at tro på.

Du argumenterer godt, og der er en fin konsistens i dit essay. Du kommer vidt omkring, men det hele ender i en sløjfe til sidst, og det fungerer. Desuden er det tydeligt, at du har tænkt over dette - du adresserer et kæmpe tema, men du når vidt omkring. Du dissekerer nærmest en hel generation, curlingbørnene, på dette stykke.
Det er nok også en svaghed for dit essay. Du vil for meget med for lidt. Jeg synes, det er meget karikeret at krympe alle spørgsmål om etik, dyder og moral ned til, i hvor høj grad man er blevet tunget som barn. Jeg siger ikke, at du ikke har en pointe - men den bliver lanceret meget sort/hvidt.

Du er velformuleret, og det er rart at læse dit sprog. Jeg kunne have tænkt mig nogle flere afsnit, men dem, du har valgt, er velvalgte. Især dine anslag er gode - du giver næsten hver gang en fin teaser, der har udgangspunkt i empirien ("et bud i Bibelen siger", "11. december 1994", før du tager teksten tilbage til teoriplanet igen. Det fungerer. Det medvirker til at bibeholde opmærksomhed.

Hvis der var noget, jeg virkeligt ønskede mig, mens jeg læste teksten, så var det, at du havde været mere transparent. Det var faktisk først til allersidst, at jeg fandt ud af, hvor du ville hen med essayet. Det gjorde, at jeg hele vejen sad lidt forvirret omkring, hvad jeg skulle bide mærke i.
Først skrev du om Muhammed-tegninger, så om aborter i Nuuk og så om børn i skolen. Jeg kunne overhovedet ikke se sammenhænger. Det er først til sidst, at du løfter sløret for, at de har manglende respekt for andre til fælles.
At det ikke var klart, gjorde teksten kaotisk, og det sænkede mit udbytte af den væsentligt. Derfor er noget, jeg synes, du bør arbejde med. En rød tråd, der ikke bare bliver nævnt til sidst. Hvis du mener, du har en rigtig god pointe, er der jo heller ingen grund til at prøve at skjule den :-)

Slutteligt en personlig mening, som jeg måske står alene med, men i hvert fald vil nævne for dig: Jeg bryder mig ikke rigtig om den argumentationsform, hvor man stiller sig selv et spørgsmål og så selv besvarer det. I mine øjne tilhører den for meget retorikken - det er en måde at OVERbevise folk. Man lader som om, at spørgsmålet kun har ét svar, og at det er det rigtige.
Derfor synes jeg, det ville være klædeligt for din argumentation, at denne form ikke blev brugt så meget. Især fordi du helt sikkert har tænkt dine pointer igennem, og du er god til at formulere dem. Det i sig selv synes jeg, er med til, at man tager dit input seriøst og ikke bare afviser det.

Jeg kan godt lidt dit digt. Det har en meget dyster stemning, men det er fængende. De klart stærkeste linjer er de to første - herfra kan man sige, du mere eller mindre bare gentager dem. Resten af digtet er en redegørelse for, hvad 'nederlaget' betyder.

Modsat Kathrine kan jeg godt lide din gentagelse af 'jagter'. Det bliver et spændende ord i den her sammenhæng, fordi det implicerer et ønske om at nå noget. En bevidst kamp for at blive noget. Det er en interessant tanke, at nogle mennesker lader til at have deres egen destruktion indbygget i dem.

Jeg synes, der er nogle selvmodsigelser i 'nederlaget'. Det starter med at have et tema om eksklusion - ensomheden, tomheden. Det at stå udenfor gruppen. Men så kommer der et tema, der mere knytter sig til hvad, man kan kalde et 'good girl gone bad'-koncept. Begæret, adrenalinen, det Gud, vil have forbliver skjult.
Jeg ser ikke, at disse ting kan jagtes samtidigt. Kan man være sky og ensom og ønske stilheden, samtidigt med, at man ønsker begær og adrenalin? Måske kan man; men det ville have givet mig mere, hvis du ikke havde ladet fortælleren jagte 'alt negativt' og snarere have fokuseret på en af delene. Enten en, der søger eksklusionen eller en, der søger alt det, man vel kan kalde lystfølelser.

Du skal arbejde med din kommatering; men alt i alt synes jeg, at det er et rigtig godt og velskrevet digt. Som sagt synes jeg især, at de to første linjer er fantastiske.

Jeg har lidt svært ved at placere din tekst. På mange måder tænker jeg, at den egentligt burde høre til under essays, da det er dine refleksioner om brugen af kærlighed. Men du veksler en del mellem kærlighed som begreb og samme objekt. Fx er der et uddrag som:

"Og ingen tør betræde markerne. Men jeg beundre dem der tør. Det er få, og jeg har endnu ikke været en af dem, selvom jeg har et brændende ønske om at udforske den store, beplantede jord."

Jeg har svært ved helt at finde ud af, om du mener, at du ønsker at prøve kærlighed i dit eget liv, eller om du ønsker at skrive om begrebet. Måske er det en bevidst tvetydighed. Anyway, så står denne del i hvert fald lidt i kontrast til det første om, at kærlighed er et ord, der er blevet brugt for meget og er blevet udvandet. Men hvad er der så at gøre? Som du selv svarer, opfinde et nyt begreb. Finde på nye måder at skrive eller opleve kærligheden på.
Jeg har svært ved at kommentere teksten, fordi jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal læse den. Fx skal jeg tage "alle mennesker er født ud af kærligheden" som et symbolsk udtryk, der beskriver kærlighedens magt (måske en kristen forståelse af kærligheden); eller skal jeg tage det som et argument og på den måde anfægte, at der også findes børn af voldtægt.

Jeg kunne i hvert fald godt lide din tekst. Jeg havde hele tiden sangen 'Under pressure' i baghovedet, hvor Freddie Mercury spørger: "Why can't we give love one more chance?"

Og David Bowie svarer: "'Cause love's such an old fashioned word and love dares you to care for the people on the edge of the night and love dares you to change our way of caring about ourselves."

Jeg har læst digte som dit før, og de har aldrig rigtig sagt mig noget. Det her er ingen undtagelse. Da det sikkert siger mere om mig end digtet, vil jeg egentligt gerne se den her kommentar som et oplæg til en diskussion. Jeg vil gerne høre, hvorfor du har valgt at skrive sådan her?

Sproget i dit digt er godt. Du er bestemt velformulerede, og du må have et lix-tal, der kører godt derop ad. Omend jeg ikke er helt sikker på, at alle begreberne er brugt rigtigt. Fx "det er empirisk sikkert" - jeg ville have sagt, at "der er empirisk evidens for" eller "der er empirisk sikkerhed for". Det andet lyder forkert på en måde. Et andet eksempel er "arbitrærere postulater" - jeg kan ikke se, hvordan man skal lave et arbitrært postulat. Det ville betyde, at man ikke kan stå inde for sine egne ord. Man kunne sige 'solen er en hjort', og hvis nogen spurgte, hvad det betød, ville man ikke kunne svare, fordi det netop var arbitrært.

Indholdsmæssigt er digtet vel en typisk jeg-elsker-dig-hvorfor-gengælder-du-ikke-historie. Egentligt er jeg ret vild med hele det paradoks, der ligger i, at jeg-fortælleren kritiserer den anden for at være fjern og svævende, når man kan sige det samme om hele den måde, fortælleren lanserer sit argument. Fortælleren siger, at (må jeg sige hun?) er nede på jorden i verden, benytter empiri, men alle hendes ord hænger langt oppe i himlen. Alt hun kritiserer ham for, er hun selv. Det, synes jeg, er ret fedt.

Dine metaforer er virkeligt nyskabende. Jeg har ikke set dem før; men omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke - det er der nærmest også en grund til. "Jeg kæmper mig gennem et meningsvanvid på søndagsudflugt et tidevandsoverfald." Den sætning kan jeg slet ikke forstå. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvad det skulle betyde. Jeg kan ikke forestille mig 'et meningsvanvid på søndagsudflugt'. Jeg kan ikke se det for mig.
Derfor kan jeg ikke se, hvad metaforen skal bidrage med. For mig er en metafor et billede, der træder ind, hvor ord bliver for knappe. Når man bedre kan illustrere end forklare. Det er også derfor, der er så mange af dem, og der er så mange klichéer. Det er bare svært at sige tingene ret meget bedre end fx 'hendes hjerte var sort som kul'.
Sådan virker det ikke som om, at du ser metaforer. De er ikke et hjælpemiddel til at formidle komplicerede budskaber. Snarere er de en måde til at skabe innovation, til at give digtet sin digt-hed. Fordi digte bruger metaforer, og alle (også mig) er trætte af klichéer. Derfor opfindes metaforer; men her ikke for at gøre budskabet klarere. Snarere virker det som om, de er til for at pakke det ind, gøre det sværere at gennemskue.

Når dette er sagt, så kan jeg, som en anden også nævnte, virkeligt godt lide digtet fra "Og hvis jeg så bare kunne ... " Her er der i mine øjne en skrøbelighed, en skønhed, som jeg har savnet de andre steder. Det er ikke pakket ind. Første del lyder som en dumsmart teenager, der er faldet over en fremmedordbog; men her taler en person. Her er alle de naturvidenskabelige fraser, som imiterer (hans) sprog smidt væk. Det her kan jeg lide.

Nu har du fået hele min kritik komplet med alle fordomme, jeg kunne mønstre; og jeg er faktisk oprigtigt interesseret i at høre dit svar. Jeg vil gerne vide, hvorfor du har valgt at skrive dit digt, som du har gjort. Ikke indholdsmæssigt, men formen. Nu har jeg undret mig over denne formidlingsmetode så længe :-)

Det kan selvfølgelig også ske, at jeg har misforstået det hele. At du med digtet ønskede, at jeg skulle sidde med disse tanker, og at de faktisk virkede til at illustrere fortællerens frustration. Anyway, jeg håber at høre fra dig. :-)

Jeg vil starte med at sige, at jeg kun kom igennem historien af rent principielle årsager. Den begyndte meget hurtigt at kede mig. Det virker også som om, at den faktisk har kedet dig; som om du ikke har haft meget kærlighed at give til fortællingen.
Fortællingen er såmænd god nok, og du har nogle ret gode fortællemæssige pointer, der burde have stimuleret min interesse. Du er fuldt ud klar over 'show, don't tell', og du formår at bygge en vis interesse med at lade Hans have en mystisk skær over sig og portrætteringen af hans selvbenægtelse. Der ligger en diskussion om ansvar og om, hvad man kan afskrive som petitesser - nogle gange kan de have stor betydning.
Men dit sprog er fladt, og det virker ikke som om, at du har taget dig tid til at korrekturlæse. Fx står der næsten helt i starten 'Llige' - det ville stavekontrollen have fanget med det samme. Desuden nævner du navnet Hans et utal af gange. Det er innoverende og i mange tilfælde unødvendigt. Synonymer er med til at få et sprog til at blomstre - du burde benytte andre ord også for at undgå trivialitet.
Jeg ved, denne kommentar kan lyde meget hård; men jeg føler også, jeg må give min helt ærlige mening. Det er bestemt ikke noget galt med dit indhold, dit tema og tankerne bag historien - det er selve udførelsen, der er problemet. Hvis jeg var dig, ville jeg forsøge at skrive samme historie igen; men denne gang med meget mere fokus på, hvordan den bliver fortalt. Tænk over, hvordan den bedst kan fortælles, og så er jeg sikker på, at du kan få noget rigtig godt ud af det her :-)

Først, jeg læste din tekst, fordi din overskrift virkeligt er lokkende. Jeg var faktisk spændt på at se, hvad der kunne gemme sig bag den.

Jeg er ret vild med din fortællestil. På en måde er det en traditionel jeg-fortæller; men fortælleren holder en hel masse tilbage, som først kommer til udtryk i den sidste linje, og det giver teksten mere en følelse af en impressionistisk fortællestil. Den følelse som egentlig er helt central, utroskabet, er slet ikke beskrevet. Faktisk kunne man overveje, om fortælleren overhovedet havde nogle skrubler omkring det, hvis det ikke var for ordene 'forkerte kvinde'.

Egentligt er der noget interessant ved netop de ord. Når rummet hos kæresten er iskoldt, og hun ikke viser opmærksomhed, så står hun i rungende kontrast til den gravide, som skriver 'skat'. Faktisk lyder alt som om, at det egentligt er den rigtige kvinde, der er gravid.

Der er en løs tråd, der irriterer mig en smule. Graviditeten var det største, han kunne forestille sig 'på det tidspunkt'. Altså har han senere fundet noget, som er vigtigere. Denne information virker på mig som en unødvendig teaser. Jeg kan ikke se, hvad jeg skal med den. Det kan ske, han har fundet noget vigtigere; det kan også ske, at han er blevet ved kæresten og dermed indset, at det at være far ikke var vigtigt for ham alligevel. Uanset hvad, synes jeg bare den hænger.
Og så kan jeg ikke lade være med at undre sig over, at hans kæreste låser døren, når hun er hjemme; men det er noget andet ;-)

Det er en virkelig god tekst. En af de bedre jeg har læst i et godt stykke tid. Især er det imponerende så heldigt, du slipper fra at behandle nogle ellers tunge emner.